Gode råd til at vælge uddannelse
Er du kørt sur i dit arbejde, og trænger du til nye udfordringer? Så er det aldrig for sent at skifte spor. Uddannelser er ikke kun forbeholdt unge, det er også til dig, der trænger til nye udfordringer og ny viden. Og uanset om du ønsker at uddanne dig til receptionist, bager, sygeplejerske eller noget helt fjerde, er mulighederne åbne. Men måske ved du slet ikke, hvad du skal give dig i kast med, og hvilken uddannelse du derfor skal søge ind på? Her får du gode råd med på vejen.
Gå efter interesse
Hvad interesserer du dig for? Det er et banalt spørgsmål, men ikke desto mindre er det yderst relevant, når du vil skifte karrierespor. Måske har du aldrig taget en uddannelse, eller også har du tidligere uddannet dig inden for en branche, som du siden hen har fundet ud af, slet ikke interesserer dig.
Sæt dig derfor ned, og find ud af, hvad der egentlig interesserer dig dybt. Det er ofte den mavefornemmelse, du skal gå med. Ikke om der er tilstrækkelige jobmuligheder – for så ender du i samme kedelige spor, hvor du kører træt i arbejdslivet. Og der skal nok komme et job til dig også.
Lav en liste med for og imod
Måske finder du ud af, at du faktisk interesserer dig for flere brancher, som kunne være spændende at uddanne sig indenfor. I det tilfælde er det frem med pen og papir. Gå her gammeldags til værks og skriv de forskellige uddannelser ned én for én. Skriv ud for dem alle plusser og minusser.
Det kan eksempelvis være, at en uddannelse kræver meget læsning, og at det ikke harmonerer med en børnefamilie. Du må altså opveje plusser overfor minusser ved de enkelte uddannelser, som er interessante for dig.
Snak med nogen inden for samme branche
Når du har fundet frem til den eller de uddannelser, som rangerer med flest plusser på din liste, er det en god idé at snakke med nogen i samme branche, eller som endda har taget den samme uddannelse. På den måde får du mere konkret viden om, hvordan hverdagen ser ud.
Det giver dig langt bedre forudsætninger for at vurdere, om
det også i praksis vil fungere for dig.
Skriv et svar